Flush-up: Nogen patienter vil opleve en forværring i deres symptomer, der som hovedregel indtræder efter nogle timer og varer over et døgn. Det skyldes binyrebarkhormonets lokalirriterende påvirkning. Hos A2 reumatologi og idrætsmedicin bruger vi en vandig opløsning af binyrebarkhormon for at begrænse denne bivirkning. Der kan også komme en midlertidig forværring fordi der bliver sprøjtet væske ind i et led, en slimsæk, eller i bindevæv, hvor der i forvejen er dårlig plads. Hvis forværringen i symptomerne varer ud over 1 uge og ikke langsomt bliver bedre skal du kontakte os. I så fald drejer det sig oftest om følger fra en lille blødning i vævet. Nogle patienter oplever opstemthed (eufori) og en kraftig rødme af ansigtet, som om man har fået for meget sol. Det er ufarligt og svinder efter et par dage.
Betændelse: I meget sjældne tilfælde kan der gå betændelse i det område hvor blokaden er lagt. Får du feber, tiltagende smerter og varme og rødme skal du kontakte os snarest. Som tommelfingerregel ser man et tilfælde med betændelse for hver 20.000 blokader der anlægges. Risikoen for betændelse stiger hvis man har sukkersyge, eller nedsat immunforsvar feks pga. kemoterapi eller har en blodsygdom (leukæmi). Hvis du er i blodfortyndende behandling, eller lider af sukkersyge eller har påvirket immunforsvar er det vigtigt at vi får oplysninger om det.
Atrofi af hud og underhud
Hvis der deponeres binyrebarkhormon i stikkanaler, som følge af dårlig teknik kan det medføre varig og skæmmende atrofi (udtynding) af hud og underhud. Disse forandringer er i vist omfang reversible, dvs at vævet normaliseres i løbet af et par år.
Stigende blodsukker
Sukkersygepatienter kan efter en blokade have svært ved at styre blodsukkeret i op til en uge efter injektionen. Det er vigtigt at du følger med og giver ekstra insulin i denne periode, i størrelsordenen 4-6 enheder, selvfølgelig forudgået af en blodsukker måling
Allergi
Hvis du på forhånd ved at du er allergisk overfor lokalbedøvelsen skal du ikke have lagt blokade. Allergiske reaktioner er meget sjældne, idet binyrebarkhormonet virker mod allergi og dermed dæmper en evt. allergisk reaktion.